Børnebo er flyttet hjem

bbo Olieeventyret er slut – Børnebo er flyttet hjem

Tre måneders hjemløshed sluttede fredag den 11. januar kl. 12. Forventningsfulde børn sagde ”farvel og tak for denne gang” til kælderen på Lyne Friskole og gik i samlet flok tilbage til Børnebo.

Selvom det var spændende at komme ned i kælderen og se, hvad de voksne har snakket om de sidste tre måneder, så er det altså bare en garderobe i børnenes øjne. Glæden var noget større, da de igen kunne indtage bilrum, puderum, dukkekrog, gense deres mapper, finde udklædningstøjet frem og i det hele taget bare se, at alt var der endnu. Der gik ikke mange minutter inden børnene var fordelt ud i alle kroge og hjørner af Børnebo.

Næsten på årsdagen for Børnebos 5 års fødselsdag kunne vi invitere forældre, samarbejdspartnere og medier til en kop kaffe i forbindelse med fremvisning af den nyrenoverede kælder. Vi har benyttet lejligheden til at få lagt gulvvarme i alle tre kælderrum, der er malet og lagt nyt vinylgulv. Det er bare blevet lyst og flot.

3. oktober opdagede vi, der sivede olie op gennem kældergulvet. De efterfølgende tre måneder har været den ene positive historie efter den anden. Samarbejdet med kommunen har været baseret på gensidig respekt og et fælles mål om at få løst problemet så hurtigt som muligt. Alle instanser har hele tiden arbejdet efter en total oprensning. Der er taget rigtig mange prøver for at sikre al olien er væk.

Godt nok blev olieeventyret ikke historien om oliemillioner, men vi føler os rige på det menneskelige plan. Vi har fået en fantastisk støtte og opbakning, så vores hverdag kunne fortsætte så normalt som muligt. Hele eventyret har vist, at når det gælder, står Lyne sammen.

Trine Thygesen

Print Friendly, PDF & Email